Lauritz Adolph Hjorth, terrakottafabrikant; født 27. dec. 1834 i Rønne; død i Rønne 9. dec. 1912; søn af smedemester Lars Hansen Hjorth(1794-1880) og Maren Kirstine Knudsen (1802 -91); Bror til skoleinspektør Andreas Larsen Hjorth gift med Agnete Marie Wolffsen (1840-1908) datter af fajancefabrikant Herman Sonne Wolffsen (Lauritz Adolph Hjorth´s svigerfar). Det var Herman Sonne Wolffsen, der grundlagde fajancefabrikken “Søholm” i Rønne. Lauritz Adolph Hjorth var først til søs, men kom i fajancerlære og fik lærebrev i 1856. Samme år rejste han “på faget” til Tyskland, Schweiz og Frankrig; hvorfra han kom hjem til Rønne i 1859 med en laksebåd fra Swinemunde. Nu byggede han en ovn i forældrenes ejendom i Østergade, hvor H. P. Bidstrups Byggeforretning havde til huse til sidst i 1940-erne. Her gjorde Lauritz Adolph Hjorth sine første forsøg med terrakottabrænding, men i 1861 overtog han ved en tvangsauktion dyrlæge Hamanns ejendom i Krystalgade og indrettede her den virksomhed, der senere skulle få så stort et ry langt ud over landets grænser og i dag fungerer som arbejdende keramikmuseum. Det blev åbnet som sådant som en del af Bornholms Museum den 23. juni 1995.

Den følgende omtale er overvejende fra det særdeles interessante hæfte “En keramisk virksomhed i Rønne L. Hjorth”, som Bornholms Museumsforening udsendte til sine medlemmer i 1995.

I den øverste stue ud mod haven begyndte han virksomhe­den, 9. marts 1859, her blev drejeskiven opstillet, i haven uden for indrettede han slemmeri af to store sukkerfade nedgravede i jorden, og i bryggerset stod den første ovn. Små morsomme ting fremstillede han her: Urtepotter med forsiringer, relieffer og enkelte nipsfigurer (den allerførste model var afstøbning af en lille Kristusfigur) altsammen fam­lende forsøg på at skabe en ny gren på lerindustriens område. Så længe, det havde nyhedens interesse, beundrede man det jo, men siden lød mange velmente råd fra de ældre om at ind­stille med de narrestreger og tage fat igen pa det solide arbejde ved et af de gamle værksteder. Hvor skulle man også sælge den slags varer? Men L. Hjorth lod sig ikke forknytte, med hovedet fuldt af nye ideer arbejdede han dristigt videre, og afsætning fik han pa stumperne. Skipperne tog det med for gode ord og betaling til andre havne, hvor de solgte det, og før man vidste af det, var fabrikken en kendsgerning og i fuld virksomhed.

Den nuværende ejendom i Krystalgade blev erhvervet i 1862, det var det hus, der med sin høje noble facade og de smukke vinduer, altid havde vakt L. Hjorths beundring, når han som lærling passerede Krystalgade på sin vej til Sonnes fabrik. Ejendommen kostede 2000 Rigsdaler som L. Hjorth lånte i den nystiftede sparekasse, og her grundede han med sin unge viv 29. maj 1862 det velsignede hjem og reden for alle os elleve skrigende fugleunger.

Agnethe Marie Hjorth blev foruden vor altopofrende moder, en trofast og uundværlig medhjælp i arbejdet gennem mange år. Praktisk og sparsommelig som hun var, kunne hun altid få de små midler til at strække til. Kendt med leret var hun fra sit eget hjem og lige interesseret i arbejdet som i afsætningen of varerne, hvilket dog stadig voldte sine vanskeligheder. Utroligt var det, hvad hun kunne overkomme, foruden husførelsen, som nok ellers kunne udfylde den unge kones hele tid, måtte hun lakere, male og pakke alle de varer, der kom fra ovnen, altid være parat til at ekspedere mulige kunder, som kunne indfinde sig, og til slut om aftenen hjælpe til med kontorarbejdet “efter fyraften”, skønt øjnene så gerne ville lukke sig, når hun “skrev i kopibogen”.

Og orden holdt L. Hjorth i sine regnskaber lige fra den tidligste tid. Fabriksstatus kan endnu findes fra de første år og gamle kasseboger, hvor Agnethe Marie Hjorth med sin kantede skrift har prentet: Fremmed herre fra København købt for 2 Rdl. 4. Krigsråden – en tobakskasse – o.s.v.

Og hvad var det så, de lavede i de første år. “Terracotta” var et nyt begreb for bornholmske lervarer og adskildte sig hovedsagelig fra de gamle derved, at de ikke var dækket med glasur. Denne havde hidtil afglattet og forskønnet et nokså ringe stykke arbejde; her trådte en gennemført proper behandling i glasurens sted, og genstanden stod i lerets halvmatte overflade, når den ikke blev dækket med sort eller brun lak.

Lerets fine, sarte naturfarve krævede en meget omhyggelig brænding og L. Hjorth fik omsider sin ovn indstillet med dette formål for øje. Navne som Opsats, Vand- og Smørkøler, Tobakskasse, Pengesække o.s.v. betegner varernes art. Set med den tids øjne var det altsammen tiltalende, værdifulde ting, som viste en ærlig stræben efter at skabe brugsgenstande, der kunne virke hyggende og forskønnende. L. Hjorth fremstillede de fleste modeller selv; endnu kan på formerloftet findes modeller fra de tider som viser, med hvilken omhu han fremstillede selv de mindste ting, – forsiringer som frugtguirlander, vinløvskranse og rosenbuketter, alt vidnende om hans sikre øje og udmærkede formsans. Lidt efter lidt gled formerne fra forskønnede brugsgenstande over til at blive ren prydelse, og hermed voksede også faren for at blive sejlet agterud i konkurrencen af dem, der stod bedre rustede pa dette vanskelige område. Der lød også stadig advarende røster mod at bygge fremtiden på en luksusvare, der lige så godt kunne undværes.

Af og til dukkede der også former op, som havde oprindelse fra de græske vaseformer og i rødlig lerfarve.

Et vendepunkt i denne retning blev det, da fabrikken kom i forbindelse med et østrigsk firma Traugott Feitel. Dette firma var tilfældigvis kommet i besiddelse af en af disse græske vaser, som de fandt tiltalende, og henvendte sig straks til L. Hjorth (det første brev fandt vej hertil under adressen L. Hjorth – Eneret, som varerne var stemplede) med nye tegninger og store bestillinger. Dette efterfulgtes snart af andre udenlandske kunder. En af de bedste blev dog F. Ahrends, en i London bosiddende dansker, som indførte vaserne på det engelske marked. Han skaffede adgang til flere udstillinger, som bragte de første sølvmedailler og hædersdiplomer hjem.

Af og til dukkede der også former op, som havde oprindelse fra de græske vaseformer og i rødlig lerfarve.

På dette tidspunkt var fabrikken vokset til en toetagesbygning (1871) med drejerstue ovenpå med plads til en halv snes mand og brænderi og lakerestue underneden. Det næste fremskridt blev købet af en naboejendom (1874), hvilket gav plads til malerstue, lagerrum, pakkestue og en have. L. Hjorth var morgenmand fra først til sidst. I de første travle tider sad han pa drejerstuen kl. 4 om morgenen med uret på et som foran sig og beregnede hvor mange vandkølere, han kunne forme, inden “mutter” kaldte til frokost kl. 7. Denne bestod af spegesild og “søvva” (snaps) i mange år, kaffe hørte kun til om søndagen.

Lauritz Adolph Hjorth havde gode forudsætninger, da han 25 år gammel i 1859 begyndte i eget vxrksted med fremstilling af fine lervarer, terracotta. Efter endt leretid som pottemager hos Edv. Chr. Sonne var han rejst ud i Europa for at tilegne sig kunnen og viden. I Berlin fik han arbejde som drejer i Schumanns porcelænsfabrik og lxrte modellering på akademiet. Videre gik turen gennem Sachsen til Schweiz, Nordfrankrig og langs stentøjsegnene ved Rhinen, hvor han undervejs arbejdede i forskellige keramikfabrikker. Da han havde været ude i tre år, vendte han hjem til fødebyen Ronne for straks efter at tage fat pa indretningen af sit vxrksted i en del af barndomshjemmet i Østergade. De første år. fremstillede han brugsting så som vandkølere, mxlkekander, smørkølere, tobakskasser, tændstikholdere, urtepotter etc. Disse varer blev ikke blot solgt lokalt, men bragtes af skipperne omkring til andre egne. Salget gik godt og i 1862, samme år som Hjorth blev gift med Agnethe Wolffsen – en datter af grundlæggeren af fajancefabrikken Søholm i Rønne – flyttede han til Krystalgade. Under de nu større forhold voksede terracottavirksomheden støt. Terracottaen (d.v.s. brændt jord) fremstilledes af et fintslemmet, jernholdigt ler, brxndt ved lav temperatur. Materialerne lå så at sige uden for Hjorths dør. De færdig brændte ting havde en lys gul farve, men misfarvede stykker eller modeller, der egnede sig, blev lakeret brune eller sorte. Som dekoration anvendtes i begyndelsen overferingsbilleder med alpelandskaber, landsbykirker, Rhinidyller og blomsterdekorationer, købt i ruller fra fabrikker i Tyskland.

Efterhånden opstod kravet om mere kunstnerisk dekorerede arbejder. I fabrikken indrettedes en malerstue, hvor stedlige damer stod for bemalingerne. Snart hentedes forstærkning fra Kobenhavn, og den første overmaler, tegneren Frederik Aamodt, begyndte i 1872. Af Hjorths kopibøger ses det, at også adskillige kasser med terracotta blev sendt “til decorering” hos forskellige malere i Kobenhavn. En af dem var Holger Drachmann, som fik sin fØrste kasse med vaser “til maling” i september 1870. Han var da 24 år gammel. For Drachmann betød arbejdet for Hjorth en tiltrængt mulighed for at tjene penge. De første dekorerede vaser returnerer han måneden efter, den 23. oktober og skriver i et folgebrev til Hjorth: “Jeg tvivler ikke på, at De vil finde dem efter ønske, og jeg skal for Fremtiden være beredt til at male så mange, De ønsker, til en pris af 5 Rd for de store og 9 Mk for de små… Jeg har mellem mine Skizzer fra Bornholm Slottet seet fra en 5-6 forskellige Sider, og tager man dertil nogle forskellige Prospecter fra Rø og Randkløveskaaret, vil der blive Variation nok… “. I Bornholms Museum findes en vase med Hammershus Ruiner malet med oliefarver. Den stammer fra familien Hjorth og siges at være malet af Drachmann.

Andreas Larsen Hjorth, 1829-1904, Skolemand, lægprædikant, politiker, dannebrogsmand.; f. 13. febr. 1829 i Rønne; døde samme sted 20. maj 1904; søn af smedemester Lars Hansen Hjorth (1794-1880) og Maren Kirstine Knudsen (1802-91) ; Bror til fabrikant Lauritz Adolph Hjorth (se ovenfor) Dimmiteret fra Jonstrup Seminarium 1849, lærer på Rønne Borgerskole. Fra 1865, tillige klokker, senere førstelærer og fra 1872-31. dec. 1899. Formand for Bornholms Lærerforening i årene 852-62 og 82-89; Amtsrådsmedlem 1868-86 (med ganske kort afbrydelse) ; periodevis medlem af Rønne Byråd 1861-91; Formand for borgerrepræsentationen i flere år; Formand for Rønne private understøttelsesforening; Medlem af ligningskommissionen; Medstifter af Rønne Haandværker og Industriforening og formand for denne i årene 1862-72; Formand for Rønne Sløjd- og Husflidsforening samt for Rønne Bibelselskab; Folketingsmedlem i Rønne-Kredsen 1864-66.

Foruden paa Borgerskolen underviste han på Rønne lærde Skole (gymnasiet), hvor han var timelærer i regning og tegning. Hans kolleger og elever satte ham meget højt. Af Skolefagene foretrak han vistnok naturhistorie og tegning. I førstnævnte fag havde han ret enestående kundskaber. Sin med flid og kyndighed tilvejebragte mineralogiske samling skænkede han Bornholms Museum, hvortil også hans interessante geognostiske kort over Bornholm overgik. I “Danmarks geologiske Undersøgelse”, II række, Nr. 10, 1899, offentliggjorde han en afhandling “Om Vellensbyleret og dets flora”. Stor udbredelse vandt hans “Vægtavler til frihaandstegning”. Ved sit 50-års lærerjubilæum blev han stærkt hyldet, bl. a. med en smukt udført adressemappe med 900 underskrifter. Adressemappen er efter Hjorths død skænket til Bornholms Museum.

Som Folketingsmand nåede Andreas Larsen Hjorth ikke at gøre sig videre gældende. Han måtte nærmest henregnes til den moderate fløj af de nationalliberale. Han var medlem af rigsrådets folketing, blev dets sekretær og var med til at vedtage den reviderede grundlov af 1866, men interesserede sig vist ikke synderligt for rigsdagsarbejdet.

Langt større betydning fik han som lægprædikant. Han begyndte at holde kristelige møder 1853, kunne vel siges at være en forløber for Indre Mission og fandt ikke ringe tilslutning.

Elever og venner af den retlinede, brave og meget afholdte skoleinspektør satte ham en mindesten her på kirkegården.

Herman Olaus Blem, maskinfabrikant; født 10. maj 1855 på Værmelandsgård i Aaker; død 16. juni 1919 i Rønne; søn af gårdejer Jurgen Peter Blem (1818-99) og Ane Margrethe Rasmussen (1821-1900) ; bror til folketingsmand Marcus Peter Blem og gårdejer Jokum Peter Blem; gift med Frida Marie Sofie Muller (1857-1943), datter af proprietær Rønne Muller, Vallensgaard, Aaker.

Efter konfirmationen var Blem en tid hos snedker P. Hansen i Strøby og hjulmager M. P. Ipsen i Aakirkeby; Vinteren 1872-73 var han på Vallekilde Højskole derefter 2 år på maskinværksted i Merløse; 1875-76 var han på Høng Højskole; arbejdede dernæst på maskinfabrik i Høng og mekanisk værksted i København og gik tillige 2 1/2 år på teknisk skole; bestyrer af A/S Bornholms Maskinfabrik i Rønne fra september 1880; medlem af Rønne byråd i 12 år; medlem af bestyrelsen for Rønne Håndværker- og Industriforening samt for Rønne Håndværker- og Understøttelsesforening; formand for A/S Rønne Forsamlingshus; i bestyrelsen for Bornholms Lervarefabrik, Dampskibsselsk. af 1866, DBJ m.m.; medstifter af Bornholms Telefonselskab, hvis formand og driftsleder han var i mange år.

Da Blem blev bestyrer af maskinfabrikken, var der kun 4-6 mand på værkstedet, men takket være hans store dygtighed udviklede bedriften sig hurtigt til en af Bornholms største. 1888 erhvervedes Wichmanns støberi, hvilket betød en stor udvidelse. I Blem.s tid byggede Bornholms maskinfabrik 12 skibe. Desuden omfattede virksomheden bl. a. bygning af både persøn- og godsvogne til DBJ og levering af dampkedler og maskiner til de bornholmske mejerier – Blem havde en stor del af æren for, at Rønne-Nexø-banen Nexø-banen blev til virkelighed. Sammen med fysikus P. V. Hansen holdt han møder i kommunerne på sydlandet, hvor der var stærk modstand at overvinde. Også til telefonselskabets trivsel gav han sit vægtige bidrag. – Ligesom sine brødre dyrkede Blem også åndelige interesser. Sine venner fandt han navnlig i grundtvigske kredse, men mange i helt andre lejre 1ærte at skatte ham som en af Bornholms gode sønner – Et større fartøj, hjemmehørende i Rønne, opkaldtes efter ham. Det samme gælder en af byens gader.

Ole Peter Rasch , 1855-1933, købmand; født 12. september 1855 i Rønne; død 8. juli 1933 samme sted søn af købmand, konsul Jørgen Stender Rønne (1822-85) og Caroline Margrethe Bidstrup; gift med Astrid Bon (født 1871), datter af højskoleforstander Peter Julius Bon, søster til forfatteren Fridtjof Bon og forfatteren , fru Herdis Bergstrøm. I handelslære hos købmand Wulff i Roskilde; eet år på Griiners Handelsakademi ; derefter kommis hos købmand , agent Ulrich, Haderslev, i ca. 1 år ; overtog faderens forretning 10. september 1885; Kasserer for Bornholms landøkon. forening 1899-1929; formand for kapitelstakst udvalget for Bornholm.

Ole Peter Rasch´s slægt var i sin tid indvandret til Bornholm fra Sønderjylland. Hans bedstefar, købmand, kgl. agent Ole Peter Rønne (1790-1875) købte den 27. maj 1822 forretningen af enken efter købmand Chr. Rønne Schou, der var død året før Rønne. Hvornår denne købmand Schou grundlagde forretningen, vides ikke, men den havde til huse på St. Torvs sydside. “Gamle” O. P. Rønne var købmand i gammeldags forstand : han solgte ikke blot varer fra sin butik, men var tillige bank for skipperne og landboerne, – en mand, som alle så op til med den største tillid og agtelse. Han var 1818 medstifter af “Rønne dramatiske Selskab” og 1844 af Bornholms Spare- og Lånekasse. Rønnes far, der blev svensk konsul og medlem af Rønne Handelsstandsforenings første bestyrelse, flyttede forretningen til den gamle gård på torvets vestside, hvor den siden havde til huse, indtil den 1939 blev revet ned for at give plads til en nybygning til Rønne Bio. Det bagved liggende pakhus, som Rønnes far lod opføre 1870, er dog blevet stående.

Ole Peter Rasch var, ligesom faderen og bedstefaderen, en dygtig og fremsynet forretningsmand. Landbrugets opsving fra 1880-erne og fremefter skaffede også hans forretning stærk fremgang. Dette gjaldt især handelen med korn og foderstoffer. Hans virksomhed var en af de solideste og mest grundfæstede på Bornholm, og Rønne var en overgang en af dens mest velhavende mænd. Han nød i udstrakt grad sine medborgeres tillid, og hans forretning var den af de gamle købmandsgårde i Rønne, der længst holdt stand mod udviklingen. Efter Rønnes død videreførte hans mangeårige prokurist, V. Holm Hansen, handelen med korn og foderstoffer. Kolonialforretningen i Rønne Bios ejendom er en videreførelse af Rønnes kolonialforretning (Kaj Nielsens forretning), men uden dennes sandstrøede gulv og gammeldags hygge.

Hans Christian Møller, missionær, vækkelsesprædikant, forfatter; født 23. oktober 1834 i Nexø ; død 16. december 1907 i Rønne ; søn af arbejdsmand Hans Peter Møller (1804-49) og Karen Kirstine Jensdatter (1806-74) ; Farbror til pastor Hans Møller; gift med Elisabeth Kirstine Jensen (1828-1911), datter af arbejdsmand Jens Ipsen og Kirstine Margrethe Hansdatter. Voksede op i et meget fattigt Hjem; kom efter konfirmationen ud at tjene på en gård i Ibsker, men gik 2 år senere i smedelære og blev en meget dygtig smed. Hans mor, en begavet og from kvinde, havde vel indpodet ham en fast og urokkelig barnetro, men i sine første ungdomsår viste han dog ingen særlig tendens til religiøsitet. Da pastor P. C. Trandberg i 1860 kom til Bornholm, blev Møller straks grebet af hans vækkelsesprædikener, og han blev Trandbergs nærmeste medhjæ1per. I 1864 modtog han ordination af fripræsten N. P. Grunnet i København , og skønt han stadig arbejdede som smed, blev det dog mere og mere virksomheden som lægprædikant, der optog ham. På grund af doktrinære uoverensstemmelser kom det i 1868 til et brud mellem Møller og Trandberg, og Møller stiftede så “Bornholms Forening til Evangeliets Fremme”, idet han fra først af kun tænkte på at virke på Bornholm. Tilskyndet af venner i det øvrige Danmark udstrakte han hurtigt sit virkefelt til hele landet. 1869 forandredes foreningens navn til “Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme i Danmark”, og Møller opgav snart sit håndværk for helt at hellige sig prædikant- og forfattergerningen. Han var en meget flittig skribent og leverede selv så godt som alt stoffet til de to blade, han udgav (“Budskab fra Nådens Rige” fra 1865 og “Kristelig Børnetidende” fra 1875), desuden udsendte han mængder af traktater og småskrifter samt bl. a. bogen “Hvem var Jesus af Nazareth?” (1900), der må betegnes som hans litterære hovedværk. Tillige oversatte han de fleste af den svenske lægprædikant Carl Olof Rosenius’ skrifter, som han udgav i årene 1867-79 under Titlen “Hemmeligheder i Lov og Evangelium” I-IV. Det var Rosenius’ lære om den absolut betingelsesløse nåde, der betog Møller og medvirkede til hans brud med Trandberg, men skønt Møller førte sin forening ind som et led i den danske folkekirke, var hans stilling til denne temmelig problematisk. Senere er “Luthersk Missionsforening”, hvis medlemmer almindelig blev kaldt “møllerianere” eller “de møllerske ” og (uden for Bornholm) “bornholmere”, dog kommet til at stå langt venligere over for folkekirken. Indre stridigheder om lærens rette forståelse fremkaldte omkring 1890 en sprængning af foreningen. En del utilfredse medlemmer trådte ud og dannede “Evangelisk luthersk Missionsforening”.

Møller var en højt begavet, meget veltalende, stærk og viljekraftig personlighed, impulsiv og til tider hidsig og stejl. Den Trofasthed, hvormed hans trosfæller stadig omfatter foreningen, vidner om, at han efter deres mening har bragt mange vækkende og værdifulde tanker ind i menigheden.

Mathias Andreas Bidstrup, arkitekt; titulær professor 1892, Rønne 1912; født 25. Marts 1852 i Rønne; død 25. jan. 1929 samme sted ; søn af skibstømrer Jørgen Bernhard Bidstrup (1825-57) og Marie Hansine Sonne (1829-88) ; gift med Cecilie (Michelle) Margrethe Bidstrup (1845-1935), datter af snedkermester Hans Peter Bidstrup, Rønne.

Mathias kom i tømrerlære i Rønne og blev svend i 1870; på Vejstrup Højskole 1871-72; dimmiteret til Kunstakademiet fra C. V. Nielsens Tegneskole; Medindehaver af H. P. Bidstrups Byggeforretning, Rønne, 1876-1915; Medstifter af flere industrielle virksomheder og af Bornholms Telefonselskab; Forstander for Rønne teknisk skole 1881-1927; Medstifter af og i bestyrelsen for Bornholms Museum 1893, formand fra 1907; i bestyrelsen for Rønne Håndvrker- og Industriforening 1877-1917, formand for samme 1895-1917, senere æresmedlem af foreningen. Formand for Rønne Håndværkeres Understøttelsesforening fra 1913; medlem af bestyrelsen for Fællesrepræsentationen for danske Industri og Håndværk fra 1905, for forening Bornholm fra 1906 og for forening til gamle bygningers bevaring 1908 -24; Bygningskommissionsmedlem 1879-1911; Svendeprøvekommissionsmedlem fra 1880; Brandinspektør 1893-1912; Bygningsinspspektør 1900-05; i ligningskommissionen 1877-80; taksationsmand for flere institutioner; byrådsmedlem 1882-88; medlem af Historisk Fællesforenings Museumsudvalg fra 1918.

Mathias Andreas Bidstrup, der selv betragtede sig som elev af Herholdt, forlod Kunstakademiet 1876 efter kun et kvartals undervisning der. Han havde ansvaret for en lang række af Bornholms største og mest kendte bygninger: over 20 skoler, kirkerne i Vestermarie, Rø og Gudhjem, Helligåndskirken i Rønne, posthuset samme sted m. m. Desuden restaurerede han kirkerne i bl. a. Nylars, Østerlars, Nyker og Bodilsker, for hvilke arbejder han belønnedes med professor titlen. I Rønne udførte han flere større havnearbejder. Om hans indsats på kirkebyggeriets område var der noget delte meninger. I øvrigt nød han stor anseelse både for sin faglige dygtighed og for sine rent menneskelige egenskaber. Hans interesser omfattede kunst, historie, arkæologi, teknik og geologi. Han var grundtvigianer med liv og sjæl. Portrætter af Bidstrup begge udførte af Bertel Hansen, Svaneke, findes på Bornholms Museum og på Rønne tekniske skole.

Caspar Henrik Wolffsen (1781-1836)
En af dansk og bornholmsk søfartshistories mest farverige personligheder ligger begravet på Rønne Kirkegaard. Det er vestindiensfarer, kaperkaptajn, senere smugler og endelig toldinspektør for Bornholm, Caspar Henrik Wolffsen. Født 16. december 1781 i Rønne og død samme sted 29. november 1836. For sine bedrifter som kaperkaptajn under Englandskrigen (1807-14), hvor han i alt kaprede op mod 30 “priser”(erobrede, fjendtlige handelsskibe), blev han den 28. juni 1809, allerede som 27-årig, slået til ridder af Kong Frederik VI. Det skete ikke mindst, fordi han tre uger tidligere havde erobret en kanonbåd fra den engelske marine. Herefter blev han resten af livet benævnt “Ridder Wolffsen”. Senere fik han endnu tilnavn, efter at 1800-tallets kendte forfatter, den norskfødte Constantin Flood i sit forfatterskab navngav ham som “Bornholms Tordenskjold”. Caspar Henrik Wolffsen var søn af skibsfører, købmand, borgerfænrik og forligsmand i Rønne, Christian Leegaard Wolffsen (1746-1809) og hustru Else Cathrine Boss (1750-1823). Han blev gift første gang i 1804 med Maria Elisabeth Undall (1786-1808), datter af Bornholms kommandant i årene 1787-91, oberst Andreas Undall (død 1795). Maria fødte to børn, først Else Cathrine Wolffsen (1806-1824), der døde som 18-årig af sorg, da hun så skibet, som hendes kæreste, den senere læge Boe Bojesen, skulle være med, forliste uden for Rønne og alle ombord druknede. Det viste sig, at kæresten var kommet for sent til skibets afrejse fra England, men da han ankom måneden efter, var hun allerede begravet. I 1808 fødte Maria deres andet barn, sønnen Andreas Frederik Wolffsen, men fødslen tog så hårdt på hende, at hun døde i barselssengen, og den nyfødte søn levede blot et døgn længere. Maria Elisabeth Undall Wolffsen blev, sammen med barnet, begravet på Assistens Kirkegaard i København. Anden gang blev Caspar Henrik Wolffsen gift (1811) med datter af klejnsmedemester Behrens i København, Johanne (Hanne) Sabine Behrens (1785-1845). Med hende fik han endnu to børn, igen en søn og en datter, som han ved dåben gav de samme navne, som de to første børn, han havde mistet. Drengen, med kælenavnet Fritz, druknede dog som 16-årig, og eneste efterkommer af Caspar Henrik Wolffsen blev derfor datteren, Else Cathrine Wolffsen (1814-1891), kaldet Trine. Hun giftede sig med adjunkt ved Rønne Latinskole, Lauritz Georg William Hasselriis (1808-1869). Hasselriis stiftede sammen med sin svoger, H.F.J. Heggelund, Bornholms Spare- og Laanekasse i 1844. Han var endvidere formand for Rønne Borgerrepræsentation i 1851, da Kong Frederik VII og Grevinde Danner besøgte Rønne, i hvilken egenskab han holdt velkomsttalen for Kongen ved taflet i Rønne Theater. Hasselriis blev senere udnævnt til postmester i Åbenrå. Parret fik syv børn, hvoraf den ældste søn blev opkaldt efter sin berømte morfar, Caspar Henrik Wolffsen Hasselriis, der endte som skolebestyrer i Skive. Han var den eneste af de syv børn, der i sit døbenavn fik navnet Wolffsen. Til USA emigrerede i 1906 et barnebarn, Caspar Hasselriis, hvis søn, Caspar Henrik Wolffsen Hasselriis (1910-1989) under Den 2. Verdenskrig stiftede The Danish Luncheon Club i New York, bl.a. for danskere i eksil. Han var to gange den danske hovedtaler ved Rebild-festen den 4. juli, i henh. 1957 og 1967.

Allerede da Caspar Henrik Wolffsen var 10 år, blev han sendt til søs, på rejser til Ost- og Vestindien, og som 21-årig blev han selv skibsfører for en Vestindien-farer. Som kaptajn foretog han i alt fire sejladser til Vestindien. Disse rejser blev brat afbrudt i 1807 af krigen mod englænderne, hvorefter kaperiet begyndte. Caspar og hans fire år yngre broder, Christian Leegaard Wolffsen (1785-1836) var blandt af de første, der meldte sig som kapere. Allerede den 16. november 1807 sejlede de henh. som skipper og næstkommanderende på skonnerten “Mandal” ud gennem Langebro i København. “Mandal” førte otte kanoner og havde en besætning på 66 mand, og det skulle blive en af tidens mest berømte kapere. I efteråret 1808 havde brødrene med “Mandal” kapret størsteparten af de ca. 20 priser, som på det tidspunkt var lagt ind i havnen på Christiansø. Det gjorde efterhånden fjenden aldeles rasende, og den 25. oktober 1808 indledte englænderne derfor et bombardement af Christiansø, det første, sidste og eneste i fæstningsøens historie. Men trods en bomberegn på 2-300 bomber og ildkugler blev kun få på øen dræbt og såret, og til sidst opgav englænderne og forsvandt. Alle Wolffsens priser i havnen var næsten uskadte. I årene fremover fortsatte brødrene som kaperkaptajner på hvert sit kaperskib. Da krigen var endt og kaperiet blev forbudt, fortsatte Ridder Wolffsen en tid som koffardi-kaptajn, men tiderne var stadig urolige og ugunstige. Så en tid slog brødrene sig på fiskeri og smugleri i Østersøen. Mange år senere blev broderen Christian fanget af toldmyndighederne i Sverige, hvor han døde i fangenskab. Men Ridder Wolffsen var så dygtig til smuglerjobbet, at de danske myndigheder i 1821 ansatte ham som toldkontrollør i Rønne. Det skulle vise sig at være en klog handling, for Ridder Wolffsen kendte sine lus på gangen. Smuglerierne på Bornholm nærmest ophørte, og Ridder Wolffsen blev i 1829 forfremmet til toldinspektør for hele Bornholm.

Men embedsmandslivet var formentlig for stille en tilværelse for den iltre sjæl, som Ridder Wolffsen var, han har formentlig kedet sig. Der skulle ske noget mere. En af hans store fritidsinteresser var hestevæddeløb, hvor flere af hans heste indbragte pæne præmier. Men hans nok største lidenskab frem til sin død endte med teater og skuespil. I den tid, hvor han var bosat i København, havde han mødt mange teaterfolk og set skuespil på “Den Kgl. Danske Skueplads” (Det Kongelige Teater), på Hofteatret og i Helsingør. Især Holbergs komedier optog ham meget. Så længe forinden, da han kom hjem til Rønne, tog han og nogle venner initiativ til oprettelsen af det dramatiske selskab i Rønne, kaldet “Ei blot til lyst”, og de første stykker blev, under meget primitive forhold, opført på loftet i hans barndomshjem, Wolffsens Gård på hjørnet af Grønnegade og Silkegade. Her boede endnu hans mor, kaldet “madam Wolffsen”. Selskabets første amatørforestilling blev opført den 8. april 1818 og bestod af to enaktere af August von Kotzebue, en af tidens mest yndede forfattere, nemlig “Sparebøssen” og “Hvem veed hvad det er godt for”. Men forholdene på madam Wolffsens loft blev hurtigt for ringe, og Ridder Wolffsen ville, gerne med Rønne-borgernes hjælp, have et “rigtigt” teater til Rønne. Så teaterselskabet tegnede nu aktier hos borgerne, og endelig, den 21. april 1823 kunne Capitain Wolffsen, kancelliraad Lohmann, toldkasserer Krumm og kjøbmand Otto Arboe, på bestyrelsens og aktionærernes vegne, underskrive købet af Peter Harding Sonne´s gaard for 400 rigsdalere. Den blev nu bygget om til det nuværende Rønne Theater, hvor Ridder Wolffsen selv en tid var teaterdirektør, og hvor han selv på scenen spillede 77 roller indtil sin død. Året inden, efter madam Wolffsens død i 1822, købte Ridder Wolffsen for 1100 daler sølv sin fædrene gård, Wolffsens Gård i Grønnegade 28-30. I den store smukke have blev ved flere lejligheder om sommeren opført dilettantforestillinger. I løbet af 350 år kom Wolffsen-slægten til at sætte markante fingeraftryk på Bornholms historie. Slægten, der oprindelig skulle være en gammel adelsslægt fra egnen omkring Rom, blev under religionskrigene fordrevet til Skotland, hvorfra den i slutningen af 1500-tallet indvandrede til Bornholm, hvor slægten slog sig ned i Svaneke. Dengang stavedes navnet med kun et enkelt “f”, og denne stavemåde, Wolfsen, har siden fulgt slægtens Svaneke-gren. Men en af efterkommerne, Christian Leegaard Wolffsen (Ridder Wolffsen´s far) bosatte sig midt i 1700-tallet i Rønne. Han blev grundlæggeren af slægtens Rønne-gren. Det markerede han ved at tilføje navnet endnu et ”f”, og lige siden har slægtens Rønne-gren benyttet stavemåden Wolffsen. Den første berømthed i slægten, vi hører tale om, var den unge, tapre Albret Wolfsen (1624-45), der efter en kort ildkamp faldt ved Malkværnskansen, mellem Svaneke og Neksø, den 9. juni 1645, hvor den svenske admiral Wrangel gik i land for at erobre Bornholm under Christian IV´s krig mod Sverige 1643-45. Albret Wolfsen blev derved Svanekes “nationalhelt”, og en gade i byen er opkaldt efter ham. I våbenhuset i Svaneke Kirke hænger stadig en mindetavle over Albret. Ved Malkværnskansen er rejst tre bautasten til minde om Albret Wolfsen og to andre unge mænd, der faldt sammen med ham. Stenene står der stadig. Albrets fader, hærføreren David Wolfsen (senere rådmand i Svaneke) og hans far, hvis navn ikke kendes, menes at være Svaneke-slægten Wolfsens grundlæggere. David Wolfsens søn, Diderich Wolfsen (1669-1740), købmand og borgerløjtnant i Svaneke, fik igen en søn, som gjorde sig særlig bemærket, men her ved fæstningsøen Christiansø´s opbygning og historie. Det var Herman Bohn Wolfsen (1708-1791), som både fødtes og døde i Svaneke. Herman var som ung i russisk krigstjeneste men vendte efter få år hjem og flyttede til Christiansø, hvor han endte sin karriere som kommandørkaptajn og senere øens militære kommandant. Han var oprindelig bygningsekspert og opførte en række bygninger på Christiansø, bl.a. den smukke, nu hvidmalede kommandantbolig (1735), som han senere, som kommandant, flyttede ind i (den fungerer endnu som forvalterbolig). Han giftede sig med Cathrine Leegaard (1725-1746), som var datter af storkøbmand og stempelpapirforvalter i Rønne, Christian Leegaard, der havde sin købmandsgård på den store plads, som dengang også var opkaldt efter ham, nemlig Leegaards Plads. Den hedder i dag Store Torv. Cathrine fødte på Christiansø en søn, som opkaldt efter sin morfar blev navngivet Christian Leegaard Wolfsen (1746-1809). Desværre døde Cathrine i barselssengen, og Christian voksede op med en stedmor, Charlotte Hedevig Stibolt, faderens anden kone, som var datter af øens daværende kommandant, Caspar Henrik Stibolt. Herman Bohn Wolfsen afløste svigerfaderen på kommandantposten, indtil han i 1783 gik på pension og levede sine sidste otte år i Svaneke. Han fik endnu to sønner med sin anden kone, nemlig Caspar Henrik Wolfsen (opkaldt efter svigerfaderen), der dog døde som lille, og Herman Johan Poul Bohn Wolfsen (1752-1779), der som ung premierløjtnant i Flaaden blev dræbt ombord på orlogsskibet “Holstein”. Som ganske ung forlod Christian Leegaard Wolfsen fødeøen Christiansø og stod til søs, blev skibskaptajn, men slog sig senere ned i Rønne, i nærheden af sin mors familie (Leegaard-slægten), hvor han giftede sig med Else Cathrine Boss (1750-1822). Han var den første Wolfsen, der ikke havde rødder i Svaneke, så med ham grundlagdes Rønne-slægten Wolffsen (nu stavet med to f-er). De opførte, og boede i resten af deres liv i Wolffsens Gård i Grønnegade 28, som blev udvidet flere gange. De fik otte børn, heraf fem sønner, der alle stod til søs. De kendteste er nævnte Ridder Wolffsen (med efterkommerne Hasselriis) og Christian Leegaard Wolffsen (1785-1836). Sidstnævnte fik ogs@? otte børn, hvoraf den næstældste søn, Herman Sonne Wolffsen (1811-1887) i 1835 stiftede og drev, i starten sammen vennen Hans Sonne (der senere startede egen fabrik) fajancefabrikken “Søholm” i Grønnegade 13 i Rønne. En datter, Agnethe Wolffsen giftede sig med Lauritz Adolph Hjorth (se dennes gravsted), som også, i 1859, startede en fajance- og terracottafabrik. Med familieskabet kom de to fabrikker til at stå hinanden meget nær. Efter Hermans død, gik “Søholm” videre, først til sønnen, endnu en Christian Leegaard Wolffsen (1838-1902), men derefter til dennes to sønner, Caspar Wolffsen (1867-1942), som blev direktør og Hans Ancher Wolffsen (1870-1924), som blev kunstnerisk leder. De var begge oplært i virksomheden, men Hans Ancher Wolffsen fortsatte med at uddanne sig også til billedkunstner på Kunstakademiet. Han har bl.a., sammen med studiekammeraten fra Kunstakademiet, maleren H. Kofoed udsmykket korrundingen i Gudhjem Kirke. I 1908 kom ”Søholm” imidlertid i en så alvorlig økonomisk krise, at de to brødre måtte forlade familievirksomheden, som nu kom på andre hænder. Hans Ancher Wolffsen blev til sin død engageret på Bing & Grøndahls Porcellænsfabrik, og Casper Wolffsen, der havde musikken som sin passion, blev organist i Hasle. Med Casper Wolffsens død i 1942 betragtes slægten Wolffsen som værende uddød på Bornholm i mandslinjen, mens kvindesiden eksisterer endnu i 2009.I Nexø bor der således en 84 år gammel dame, der ved sit ægteskab ændrede sit efternavn til Jensen.

Niels Nielsen 1872-1942, Journalist, politiker; født 8. Aug. 1872 i Diernæs ved Fåborg; død i Rønne 13. Marts 1942; søn af arbejdsmand Søren Nielsen og Anne Larsen . Gift første gang med Inger Caroline Emilie Høyer (1873-1922), datter af kunstdrejer S. A. Bille Høyer. Gift anden gang med Ella Lovisa Rømer (født 1896), datter af skræddermester Theodor Rømer.

Niels Nielsen voksede op som ældste søn i et fynsk småkårshjem, hvor der var 10 børn i alt. Efter at have lært som typograf på “Fåborg folketidende” fik han i 1893 arbejde i Bornholms Tidende´s trykkeri. Han gav sig straks til at virke for organisering af arbejderne på Bornholm, hvor fagforeninger dengang var noget helt nyt, og hvor socialdemokratiets ideer af de fleste ansås for at være det vildeste anarki. Med sit livlige fynske sind havde Nielsen let ved at tale for sine ideer, men naturligvis måtte det føre til gnidninger med arbejdsgiverne, der – med rette – anså ham for at være en “farlig” mand, og skønt Niels Nielsen´s arbejdsgiver, redaktør Smidt, satte stor pris på Nielsen, der var en dygtig typograf, endte det med en strid mellem dem, og Nielsen blev afskediget i 1899. Niels Nielsen var netop blevet gift året før, og han måtte nu forsøge sig med andet arbejde, bl. a. som forsikringsagent, hvad han dog snart holdt op med; – han syntes, det var synd for folk, at de skulle betale forsikringspræmierne! Fra 1900 blev han leder af et kontor for det københavnske blad “Socialdemokraten”, og da “Bornholms Social Demokrat” begyndte at udkomme 1. april 1902, blev han journalist og forretningsfører her, en post han beklædte indtil 1918. Det skyldes i første række hans og redaktør C. N. Hauges arbejde, at socialdemokratiet så hurtigt fik fast fodfæste på Bornholm. Allerede 1903 kom Niels Nielsen ind i kommunalt arbejde – som medlem af Rønne Ligningskommission, hvorfra han i 1909 overgik til byrådet. I 1917 havde socialdemokratiet erobret flertallet i byrådet, og da byfoged Woldike på grund af sygdom frasagde sig borgmester hvervet, blev Nielsen konstitueret i embedet som “kongevalgt” borgmester. 1919 udnævntes han til folkevalgt borgmester. Denne stilling beholdt han til sin død, og han udførte et stort og nyttigt arbejde for byen..Fra 21. april 1910 til 18. februar 1942 var Nielsen medlem af amtsrådet, den længste tid nogen har siddet i Bornholms amtsråd. Et par gange, 1926 og 1929, var han folketingskandidat, men uden at opnå valg; ved landstingsvalget i 1928 “dumpede” han også, men i 1936 stod hans og H. 0. Anhøjs stemmer lige, og Nielsen blev valgt ved den spændende lodtrækning, der havde til følge, at socialdemokratiet fik flertal i landstinget. Også ved lodtrækningen i 1939 blev Nielsen den heldige.

Den iltre og agitatoriske tone fra Nielsens unge år blev efterhånden blidere stemt. Han var til det sidste varmhjertet. Ven af de små i samfundet, og mange er ham stor tak skyldig for hjælp og gode råd. En mængde institutioner og foreninger nød godt af Niels Nielsen´s dygtige arbejde, og han havde – foruden de allerede nævnte – en lang række tillidshverv, hvoraf her blot skal nævnes, at han var formand for Amtsbiblioteket fra biblioteksts start i 1921 til sin død, formand for socialdemokratiet på Bornholm og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Byens tak til Niels Nielsen for hans arbejde blev udtrykt ved, at man i 1938 gav den nye vej gennem “Pæretræsdalen” navnet “Borgmester Nielsens Vej” og ved, at man kort for hans død udnævnte ham til æresborger i Rønne.

Søren Kristoffer Kabell, læge; født 28. november 1844 i Århus; død 6. april 1936 i Rønne; søn af sognepræst Petrus Kabell (1811-99) og Christiane Kirstine Henriette de Brinck-Seidelin (1815-99) – Ugift. Student (Herlufsholm) 1863; cand. med. 1870; praktiserende læge i Rønne i over 60 år (fra 1872) ; Læge ved Bornholms Amtssygehus 1892-1910; i mange år ulønnet skolelæge i Rønne.

Sin sygekassepraksis opgav Kabell med udgangen af 1931, men det betød ikke, at han lagde helt op som læge. Det gjorde han først i 1934. – Rønne bys trivsel lå ham stærkt på sinde. Han gjorde et fortjenstfuldt arbejde som skolelæge, og i årene 1891-1914 var han medlem af byrådet, hvor han forfægtede udpræget konservative anskuelser. Nogen helt almindelig doktor var han ikke, og der fortælles mange muntre anekdoter om ham. Oprindelig kaldte han sig Kabell, altså med tryk på sidste stavelse, men bornholmerne har som bekendt en ret indgroet tilbøjelighed til at lægge trykket forkert i ikke-bornholmske ord. De sagde hårdnakket Kabell, og til sidst måtte selv Kabell bøje sig for denne kendsgerning! Et kapitel for sig var Kabells indsats som amatørskuespiller. Han interesserede sig levende for Rønne Theater, beskrev dilettantkomediernes historie meget udførligt (“Bornholm Saml.”, Bd. I, side 59-168) og viste sig selv hyppigt på de skrå brædder, endog op i sin høje alderdom. Så sent som i begyndelsen af 20′erne var Kabell en af hovedaktørerne i en lystig farce, som blev opført i Rønne. Han var da over de 75, men virkede på scenen så kåd og spræ1sk som nogen 20-årig. Kendte man ham kun som læge eller som en af de markante figurer i Rønnes gadebillede, ville man have forsvoret, at han, denne tilsyneladende lidt mutte og afvisende mand, besad evner som komisk skuespiller, men dem havde han i høj grad.

Også historiske interesser dyrkede Kabell hvilket bl. a. gav sig udslag i bogen “Amerika før Columbus” (Rønne, 1892), et omhyggeligt gennemarbejdet og smukt udstyret værk.

Som påskønnelse af hans store filantropiske arbejde valgte Rønne byråd ham i 1934, da han fyldte 90 år, til byens første æresborger. En gade i Rønne (Dr. Kabells vej), den hvori Kabell boede og døde og hvori Luthersk Mission er beliggende; er opkaldt efter ham.

Eggert Christopher Tryde, bogtrykker, redaktør; født 29. december 1797 på Fussingø Mølle; død 31. december 1868 i Rønne; søn af møller Gabriel Tryde (1748-1840) og Kirstine Margrethe Hempel (1768-1856) ; Farbror til overlærer, musumsbestyrer E. C. Tryde; gift med Helene Katrine Bjerregaard (1800-82), datter af pastor Søren Bjerregaard, sognepræst i Østermarie 1829-42.

Udlært som typograf 1820 hos bogtrykker Elmenhoff, Randers; fik 3. oktober 1827 kgl. bevilling til at drive bogtrykkeri på Bornholm; udgav fra 1828 “Bornholms Avis” og var bladets redaktør (med enkelte korte afbrydelser) til sin død, fra 1860 i forening med sønnen, Frederik Vilhelm Tryde (1838-1909).

Med Tryde holdt bogtrykkerkunsten og pressen deres indtog på Bornholm, noget sent og ikke uden skepsis fra bornholmernes side. Amtmanden, Chr. Rønne Jespersen (1766-1837), der ikke var ubetinget fremskridtsvenlig, modsatte sig bevillingen til udgivelsen af bladet og gav som begrundelse, at den gammeldags bekendtgørelse ved kirkestævne var tilstrækkelig, og at der i det hele taget ikke ville være brug for noget blad på Bornholm! Det første nummer udsendtes 2. august 1828 under den omstændelige titel : “Bornholms kongelig allernådigst ene privilegerede Avertissements Tidende”. Bladet havde til at begynde med kun 40 abonnenter og var i lille kvartformat (lille A4 format). Først efter de slesvigske krige kom holdertallet op på godt 400, og i 1866 blev formatet udvidet til foliostørrelse, til dels vel som følge af konkurrencen med det nyoprettede “Tidende”. Til at begynde med udgik det kun 2 gange ugentlig, fra 1861 3 gange, fra 1866 4 gange og endelig fra 1891 hver søgnedag. I 1883 købte Trydes søn “Bornholms Amtstidende” af bogtrykker F. C. Kieffer (1825-99) og slog den sammen med sit eget blad, der derved fik sin nye titel “Bornholms Avis og Amtstidende”. Fra 1890 overgik bladet til et aktieselskab og blev mere politisk betonet i sit indhold, idet det blev højres organ på Bornholm.

Det var i de første år ingen lukrativ forretning at være bogtrykker på Bornholm, og Tryde måtte supplere indtægterne ved 1835-43 at forpagte Østermarie præstegaard, en noget mærkelig beskæftigelse for en bogtrykker!

Fra Trydes Trykkeri udgik 1831 den første (og i mange år eneste) på Bornholm trykte bog, “Skoletaler og Leiligheds-Digte” af rektor P. G. Bohr.

Knud Jespersen, officer, kolonisator; ridder af den belgiske løveorden, Kongos veteranmedalje samt flere belgiske ordener; født 7. jan. 1873 på “Stampen” ved Rønne; død i Rønne 17. maj 1941 (han er begravet på området for de ukendte, så der findes ingen gravsten for Jespersen); søn af landmåler, bygningsinspektør Christian Jespersen (1837-1901) og Thora Erichsen. Ugift.

Exam. pharm.; sekondløjtnant fra Kronborg 1897; samme år ansat i den uafhængige Kongostat som “Sous-lieutenant de la force publique” ; senere kaptajn, kommandant og Chef de Zone. Overgik til tjeneste under den belgiske stat, da denne overtog Kongostaten som koloni. Pensioneret 1928.

Efter at Jespersen havde aftjent sin værnepligt ved livgarden, skulle han egentlig have fortsat sin farmaceutiske uddannelse, men som så mange andre unge skandinaver lokkedes han af eventyret i Kongostaten, der var blevet grundlagt i 1885, og hvor et stort koloniseringsarbejde forestod. Han blev dernede i over 30 år og gjorde i den tid et stort og meget påskønnet arbejde i dette land, hvor han efterhånden fik den øverste myndighed over et landområde, der var så stort som Tyskland og Østrig tilsammen. Han var, hvad der ikke kan siges om alle europæerne i Afrika, vellidt af de indfødte, der kaldte ham “Lungvango” (den høje), og som han forstod at vinde for sig ved sin rolige og bestemte væremåde. Jespersen bevarede fra sin ungdom interessen for botanik og opdagede bl. a. i Kongo et par hidtil ukendte planter, som de belgiske botanikere gav hans navn: Carpodinus Jesperseni og Oncinitis Jesperseni. Til Bornholms Musæum skænkede han en værdifuld samling våben o. a. fra Kongo, hvorfor musæumsforeningen udnævnte ham til æresmedlem. Efter at være blevet pensioneret bosatte han sig i Rønne, hvor han aldrig blev kaldt andet end “Kongo-Jespersen “. På grundlag af Jespersens meddelelser har forfatteren Kay Larsen i bogen “En dansk Officers Kongofærd” (udsendt 1930) skildret hans liv og virke i Kongo. I 2003-2004 var der en større udstilling på Bornholms Museum “Congo” hvor Jespersen var rigt repræsenteret. I samme forbindelse blev bogen “Bornholm – Congo – tur/retur” udsendt fra Bornholms museum heri er der blandt meget andet og andre bornholmere en masse interessant at læse også en masse om Jespersen.

www.bornholmsmuseum.dk indeholder ligeledes en god del spændende ting i tekst, tegninger og fotos om Jespersen og hans liv i Afrika.

Marcus Conrad Koefoed blev født den 7. Marts 1859 i Rønne og døde samme sted den 8. februar 1939. Han var søn af adjunkt, senere rektor Christian Grønbech Koefoed (1827-1909) og Marie Christine Andresen (1834-1916) . Marcus Conrad Koefoed var bror til generaldirektør Andreas Michael Koefoed. Han blev gift med Magda Elisabeth Rønne datter af købmand T. D. Rønne.

Marcus Conrad Koefoed blev student (fra Sorø) 1876; cand. philol. 1885; Adjunkt ved Aarhus Katedralskole 1886, ved Rønne lærde Skole (nu gymnasiet i Rønne) 1894; Rektor samme sted 1903-29; Formand for Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866, “Foreningen Bornholm” og “Bornholmsk Samfund”; Medlem af bestyryrelsen for Bornholms Musæumsforening.

Som lærer var Marcus Conrad Koefoed af den gammeldags type, mere hører end egentlig pædagog. Han tålte ikke en drenget spøg, det smagte af ærbødighed, men i sine muntre øjeblikke sludrede han hyggeligt med gymnasiasterne, fortalte anekdoter fra sin glade studietid og red sin bornholmske slægters historie kæphest. Han vidste utrolig meget om bornholmske slægtsforhold. – Som skoleleder var han i mange måder en udmærket mand. Han “gennemførte dygtigt skolens overgang til fællesskole for drenge og piger og omlægning efter en nypåbudt undervisningsdeling” (Zahrtm.)

Marcus Conrad Koefoed var meget virksom for at skaffe Rønne lærde Skole tilgang af elever. Han sørgede for, at den fik stipendier til uddeling blandt eleverne. Han viste evner som administrator og omfattede trods sin barskhed alle disciplene med levende interesse. Denne interesse strakte sig ud over skoletiden, og mange af rektors “gamle” elever har grund til at mindes ham med stor taknemlighed. Man spurgte ham aldrig forgæves om hjælp, og i talrige tilfælde skaffede han Rønne­studenter, der vilde læse videre i København, et eller andet lille job, så at de kunde klare dagen og vejen uden at skulle ligge forældrene til byrde.

Takket være sine mange bornholmske interesser blev Marcus Conrad Koefoed også kendt og skattet af adskillige Bornholmere uden Berøring med den lærde skole. Han var med til at stifte “Bornholmsk Samfund” i 1905 og redigerede “Bornh. Saml.” indtil sin død, fra og med bind XVII (1926) assisteret af lektor Th. Lind. Det har ikke altid været lige let at holde liv i “Bornh. Saml.”, men Marcus Conrad Koefoed var utrættelig i sit virke til gavn for det foretagende, der var blevet hans hjertebarn. Selv bidrog han til samlingernes bind I-II med “,Bornholmiana”.

Også sine øvrige tillidshverv røgtede han med den største samvittighedsfuldhed. Sammen med Th. Lund udgav han “A/S Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866″ (1916). – I “Hilsen fra Bornholm til M. K. Zahrtmann” (1931), som han var medredaktør af, gav han en oversigt over “Foreningen Bornholm”s historie. Han var en af denne forenings stiftere (se Biogr. af M. M. Smidt) og var dens formand indtil sin død.